Med udgangen af juni 2010 har Studenterhus Århus skiftet adressen i Toldboden på Århus Havn ud med en ny, men lige så stemningsfuld og traditionsrig beliggenhed. Studenterhuset åbner til studiestart 2010 på adressen De Studerendes Hus, Nordre Ringgade 3, bedre kendt som Stakladen.
Med flytningen til nye lokaler placerer Studenterhuset sig ikke alene centralt på Aarhus Universitet, men også midt på den videns-akse, der fremover vil gå fra VIA University College i Skejby til det kommende Navitas Park med Maskinmesterskolen og Ingeniørhøjskolen på havnen.
Når Studenterhus Århus flytter ind i De Studerendes Hus, sluttes en traditionsrig cirkel for Århus som studieby. Byens studerende genindtager nemlig De Studerendes Hus med koncerter, foredrag og studieliv, som nogen husker det fra de glade 60’ere og 70’ere, hvor Stakladen bl.a. lagde hus til navne som Dizzie Gillesbie, Oscar Peterson, Grateful Dead og Procol Harum.
Se mere her.
“Der bliver ikke nødvendigvis tale om en revival af gamle dages jazzkoncerter, men huset vil helt sikkert komme til at syde og boble med alt det nye og spændende, sådan som Studenterhus Århus har gjort det siden 2003”, udtaler Anne Thorø Nielsen, Studenterhus Århus.
“Vi vil fortsat være et progressivt "væksthus for talent", som arbejder med vækstlaget, både kulturelt, innovativt og erhvervsmæssigt, blot i nye rammer. Vi ser frem til at genoplive Stakladen som et levende og udfordrende centrum for alle byens studerende. Et centrum, hvor de rette forudsætninger er til stede for at koncentrere sig om hovedopgaven, nemlig at gøre til Århus til en endnu bedre studieby”, fortsætter Anne Thorø Nielsen.
Flytningen sker som en konsekvens af den i foråret gennemførte evaluering af Studenterhus Århus. Evalueringen påpegede en række usikkerhedsmomenter forbundet med en fortsat drift i Toldboden, og som en følge heraf gik Studenterhuset i gang med at udarbejde en ny strategi for fremtidens Studenterhus, herunder også den fremtidige beliggenhed. Velvilje og handlekraft fra Aarhus Universitet og en række af husets øvrige interessenter har været afgørende for, at Studenterhuset allerede til semesterstart i år kan starte fra nye lokaler.
"Når Aarhus Universitet går ind i det her på den måde som vi nu gør, så er det fordi vi synes, at Århus skal have et godt studiemiljø til gavn for så mange studerende som muligt, og fordi vi tror på værdien af et stærkt og levende og ikke mindst tværfagligt studenterhus i Århus. Og hvis vi på denne måde kan bidrage til at realisere projektet, så gør vi selvfølgelig det, udtaler Søren Frandsen, prorektor på Aarhus Universitet.
Det nye Studenterhus Århus slår dørene op til studiestart i september og vil som det første byde godt 10.000 nye studerende fra alle byens uddannelsesinstitutioner velkommen til deres nye tilværelse som studerende i Århus med introarrangementer og et brag af en åbningsfest. Stakladen skal inden da henover sommeren gennemgå en modernisering.