Studenterrådet: Projektleder til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag (DSFI)

Studenterrådet: Projektleder til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag (DSFI)

Studenterrådet er en studenterpolitisk interesseorganisation, der arbejder for bedre studievilkår for de ca. 40.000 studerende ved Aarhus Universitet. Vores aktiviteter spænder bredt: fra studenterpolitiske kampagner over fagrådsunderstøttelse til større arrangementer som Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag samt Studiemessen.

Studenterrådet ved Aarhus Universitet søger en projektleder til DSFI pr. 1. januar 2022

Vil du have et studiejob med meget ansvar, hvor der er rum til at tænke stort, og plads til mere selvstændig- hed end de fleste studenterjob kan tilbyde? Som projektleder for et af nordens største studenterdrevne arrangementer med mellem 15.000-20.000 deltagende, får du netop muligheden for dette.

Som Studenterrådets projektleder til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag (DSFI) indgår du i vores sekretariatsteam og arbejder her tæt sammen med såvel ansatte som studenterpolitikere. Du vil blive en del af et miljø, hvor ideer hurtigt kan omsættes til handling, og hvor du får mulighed for at sætte dit eget præg på arbejdsopgaverne.

Dine primære arbejdsopgaver:

Du ansættes som projektleder med ansvar for at planlægge, gennemføre og evaluere Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag, hvortil der bl.a. er følgende opgaver:

  • Ansættelse og ledelse af styregruppe på 10-15 personer
  • Ansvar for arrangementets budget
  • Booking af artister og scener til arrangementet (med navne som f.eks. The Minds of 99, Johnson, DJ Alligator og Benal)
  • Koordinering med samarbejdspartnere
  • Forhandling af kontrakter og sponsorater

Forventninger:

Du er studerende og har minimum to år tilbage af din uddannelse. Det er ikke nødvendigt med tidligere erfaring med projektledelse. Vi forventer at du kan arbejde selvstændigt, struktureret og formår at bevare overblikket i pressede situationer. Du er opsøgende og udadvendt. Du kan motivere frivillige, uddelegere ansvar og arbejdsopgaver, og anerkender, at en god leder går forrest, når arbejdet skal udføres. Derudover er det vigtigt, du har en grundlæggende økonomisk forståelse og blik for detaljerne.

Praktiske forhold:

Vi aftaler sammen, hvordan din arbejdstid skal forvaltes, men vi forventer, at du er fleksibel og gerne tager en ekstra tørn, når der er behov for det. Vi er selv studerende og har forståelse for eksamensperioder og lignende.

Der vil være en overlevering med manual og arbejdsmappe med relevante dokumenter fra den forrige projektleder. Ligeledes vil der være sat tid af til overdragelse af arbejdsopgaver og oplæring samt en løbende sparring med den tidligere projektleder i løbet af året.

Tyngden af arbejdsopgaver varierer i løbet af året. Særligt i perioden op til og under arrangementet i september er særlig tidskrævende, og der skal lægges et stort arbejde. Derfor sker aflønningen også forskelligt i løbet af året jf. nedenstående:

Fra den 1. januar 2022 til og med februar 2022 aflønnes stillingen med 8 timer pr. uge.
Fra den 1. marts 2022 til og med oktober 2022 aflønnes stillingen med 15 timer pr. uge.
Fra den 1. november 2022 til og med december 2022 aflønnes stillingen med 8 timer pr. uge.

Stillingen er en projektansættelse med mulighed for forlængelse, der forløber over perioden 1. januar 2022 til 1. januar 2023.

Løn og ansættelsesvilkår: I henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og HK.
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte Studenterrådets sekretariatsleder Thøger Lautrup Knøss på generalen@sr.au.dk eller på tlf. 53 61 75 40
Ansøgning med CV og eventuelle anbefalinger sendes i én samlet pdf til sekretariatsleder Thøger Lautrup Knøss på mailen generalen@sr.au.dk senest mandag d. 29. november 2021. Samtaler forventes afholdt tirsdag d. 30. november 2021.