07 mar Bakken Bears: Publikumsrettet praktikant til kommunikation, marketing og events
Bliv publikumsrettet praktikant i Bakken Bears inden for Kommunikation, marketing & events
Hvert semester har Bakken Bears nogle nøje udvalgte praktikanter, som specialiserer sig indenfor salg, kommunikation, markedsføring og events – i en eller anden mere defineret kombination. Vi søger praktikanter til efteråret 2023.
Bakken Bears deltager hver sæson i enten FIBA Europe Cup eller Basketball Champions League og spiller dermed mod nogle af Europas helt store klubber, der ofte har tidligere eller fremtidige NBA-spillere på holdkortet. Bakken Bears har også sendt en enkelt spiller direkte fra Aarhus til NBA.
Udover at rejse Europa rundt, har Bakken også en bunke danske mesterskaber, et stort erhvervsnetværk, et basketballakademi, en fanbutik, en masse frivillige og en organisation med syv ansatte på kontoret, foruden sundhedsstab, trænere og spillere.
Vi søger praktikanter med fokus på tilskuerrettede aktiviteter, som i sidste ende handler om at fylde hallen, samt sælge billetter og merchandise. Du kommer ind i en ambitiøs afdeling, som siden august 2021 har vækstet 177% i billetsalget, men vi er langt fra færdige med at udvikle os.
Vi markedsfører klubben online, på SoMe, gennem medier og samarbejdspartnere, og på skoler og uddannelsesinstitutioner.
Vi kommunikerer gennem egne onlinemedier, pressearbejde, samt betalte annoncer. Derudover skal der produceres masser af pressemeddelelser, highlights, interviews og video.
Vi laver også nogle events, som vi har en ambition om skal være blandt landets bedste sportsoplevelser. Det handler både om afviklingen af kampene, hvor der skal koordineres publikumsoplevelser, konkurrencer, cheerleaders og gæsteartister, men også større events, som eksempelvis vores Students Basketball Party i samarbejde med Studenterhus Aarhus.
Kan du se dig selv i en eller flere af disse opgaver, så skynd dig at kontakt os.
Der er naturligvis også praktiske opgaver, men vi tør godt love, at det at lave kaffe blegner i forhold til de rigtige opgaver.
Vi tager kun praktikanter, der modtager SU under praktikperioden, der typisk varer fem måneder.
Send CV og motiveret ansøgning til Mads Olesen på mo@bakkenbears.com