BAUHAUS: HR-Praktikant, efteråret 2023

BAUHAUS: HR-Praktikant, efteråret 2023

– Med fokus på e-learning, kommunikation og employer branding

Interesserer du dig for HR, e-learning og employer branding, og vil du gerne have ægte hands-on erfaring med opbygning af en digital læringsplatform? Kunne du tænke dig et praktikforløb med høj grad af indflydelse, hvor din faglige viden bliver sat i spil? Så er du måske den praktikant, vi søger til efteråret 2023.

I BAUHAUS HR-team varetager vi hele HR-paletten og arbejder til dagligt med blandt andet rekruttering, ledersparring, udvikling, uddannelse og trivsel. Det gør vi i tæt samspil og samarbejde med forretningen, der både tæller vores 19 varehuse i Danmark, 1 varehus i Island samt vores administrative funktioner på Servicecentret. I HR-teamet er vi otte kollegaer med forskellige ansvarsområder, og som praktikant vil du opleve at blive en del af et team, hvor vi sparrer med hinanden, samarbejder på tværs og har gang i mange spændende HR-tiltag. Heriblandt udviklingen af en ny e-learning platform, og snart tager vi hul på strategiudviklingen af vores employer branding.  

Om praktikken

Som praktikant i BAUHAUS HR-afdeling vil du få en unik indsigt i arbejdet i et forretningsdrevet og dynamisk HR-team. Vi har netop lanceret en ny e-learning platform og står nu foran at skulle opbygge og udvikle denne med relevant indhold. Du vil komme til at spille en helt central rolle i projektet, ligesom vi har en masse kommunikative HR-opgaver, herunder hele employer branding-feltet, som vi for alvor skal kigge ind i nu.

Som vores HR-praktikant får du mulighed for at prøve kræfter med:

  • Idégenerering, udvikling og indhentning af content til e-learning platform, herunder identificere uddannelsesbehov
  • Rammesætning af platformen og strategi for forskellige målgrupper
  • Opsætning af pre- og onboarding-forløb for nye medarbejdere
  • Employer branding, herunder udarbejde stillingsopslag samt deltage i udviklingen af visuelt indhold, tekst, koncept og karrieresite

 

Udover ovenstående projekter vil du bidrage til at løse almindelige driftsopgaver i afdelingen, afhængig af dine præferencer og uddannelsesmæssige baggrund. Alt sammen naturligvis i tæt samarbejde med din nærmeste leder og kollegaer i HR.

Vi tilbyder

Et praktikforløb med fokus på dig, din læring, og at du bliver en vigtig del af vores HR-team, hvor sparring er i højsædet. Du vil få muligheden for at drive dit eget projekt og sætte dit præg på vigtige indsatsområder. Derudover vil du få praktisk erfaring med centrale områder inden for HR, hvor du i øvrigt vil opleve en stor grad af fleksibilitet i forhold til dine interesseområder.

Udover at vi får en masse fra hånden, er vi et team, der har det sjovt sammen, og som aldrig står i vejen for en plat joke eller lidt fælles hygge på kontoret. Dén del håber vi selvfølgelig også, at du er klar på at blive en del af, så det både bliver lærerigt og sjovt.

Praktikken er ulønnet, men vi tilbyder en god kantine- og frugtordning.

Din praktik tilrettelægges i perioden august til december 2023, og vi er fleksible i forhold til at strukturere forløbet i forhold til dit studie, valgfag, vejledning og eksamen.

Om dig

Vi forestiller os, at du er kandidatstuderende inden for HRM, organisatorisk læring, virksomhedskommunikation, erhvervspsykologi eller lignende. Du er fagligt stærk og nysgerrig på at lære mere inden for HR-området. Derudover er du kvalitetsbevidst, grundig og trives med at samarbejde på tværs af fagligheder og lokationer.

Vi er interesserede i at tilbyde et praktikforløb med indflydelse og ejerskab, så du skal være motiveret for at bringe dine idéer i spil, tage ansvar, agere proaktivt og bidrage til, hvordan vi sammen skaber de bedste resultater.

Interesseret – og har du lyst til at vide mere?

Så er du velkommen til at kontakte HR-konsulent, Pernille Bang Hansen, på tlf. 28702943.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning. Ansøg via knappen øverst på siden.