20 Feb Alexandra Instituttet og DIREC: Praktikant til videokommunikation – efterår 2023
Har du lyst til at arbejde med video-formidling i spændingsfeltet mellem forskning, innovation, it og forretning – så har vi en spændende praktikstilling klar. Vi er meget fleksible med opstart og tilpasser os dit studies timetal og setup, så tag straks fat i os!
Hos Alexandra Instituttet og Digital Research Centre Denmark (DIREC) søger vi nemlig en videopraktikant til vores kommunikationsafdeling. Vi leder efter en engageret og fagligt stærk studerende, som har lyst til at kaste sig ud i et hav af spændende og udfordrende kommunikationsopgaver – med video som omdrejningspunktet.
Video, sociale medier og masser af faglig udvikling
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Produktion af video – fra idéudvikling til færdigt produkt.
- Strategisk brug af sociale medier.
- Udvikling af dit helt eget projekt – men med daglig støtte og sparring med teamets stærke kommunikative fagligheder.
Du har de grundlæggende videofærdigheder
– vi har opgaverne og er klar med faglig sparring
Vi ser gerne, at du gennem din igangværende uddannelse har erfaring med videokommunikation og journalistik og har lyst til at afprøve og udvikle de kompetencer.
Vi lægger vægt på, at du
- er nysgerrig og tænker kreativt i valg af video som medie
- er vant til at bruge sociale medier
- kan håndtere at have sideløbende opgaver med forskellige deadlines
- arbejder selvstændigt og struktureret
- er udadvendt og ikke bange for at skulle kontakte og interviewe mennesker med mange forskellige fagligheder.
Stillingen er delt mellem Alexandra Instituttet og Digital Research Centre Denmark, som hører til i samme lokaler midt i IT-byen Katrinebjerg i Aarhus Nord tæt på Journalisthøjskolen.
Vi er fleksible med opstartstidspunktet, så tøv ikke med at kontakte os.
Ansøgning
Send din ansøgning til kommunikationschef Marlene Nybro Thomsen på marlene.thomsen@alexandra.dk
Kort om Alexandra Instituttet
Vi er et tværfagligt it-hus med ca. 90 medarbejder, der er sat i verden for at sikre, at den nyeste it-forskning skaber værdi for private og offentlige virksomheder. Vores opgave er at hjælpe organisationer med avancerede, effektive, sikre og innovative it-løsninger. Som almennyttig virksomhed investerer vi vores overskud i ny forskning til gavn for samfundet. Det skaber spændende arbejdspladser – herunder vores egen – og fremtidssikre digitale løsninger.
Kort om Digital Research Centre Denmark (DIREC)
DIREC er et nationalt forskningscenter, der har til formål at udbygge kapaciteten inden for forskning, innovation og uddannelse i digitale teknologier i Danmark.
Derudover skal centeret bidrage til Danmarks konkurrenceevne gennem samarbejde med danske virksomheder og den offentlige sektor om udviklingen af nye innovative produkter og tjenester baseret på de nyeste digitale teknologier.
DIREC har alle otte danske universiteter og Alexandra Instituttet som partnere, og er delvist finansieret af Innovationsfonden.