Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Studenterhus Aarhus: Frivillig Facilitator af Student Advisory Boards

Studenterhus Aarhus: Frivillig Facilitator af Student Advisory Boards

Studenterhus Aarhus søger frivillig facilitator af Student Advisory Boards 

Vil du gerne have praktisk erfaring med at planlægge og lede workshops, hvor seje studerende løser konkrete cases hos vores medlemsvirksomheder? Så har du mulighed for at blive en af de frivillige facilitatorer af vores Student Advisory Boards i Studenterhus Aarhus. 

Hvad er Student Advisory Boards, og hvad er din rolle?  

Student Advisory Board er en fire timers workshop, hvor frivillige studerende i Idékomitéen giver sparring på en konkret udfordring for en virksomhed. Workshoppen bliver faciliteret af Idékomiteens facilitatorer.  

Du bliver en del af et team på seks facilitatorer. Din opgave som facilitator er – sammen med en af de andre facilitatorer – at planlægge boardet sammen med virksomheden. Du har selv indflydelse på, hvornår de Student Advisory Boards, du faciliterer, finder sted, da du selv er med til at finde en dato sammen med virksomheden. Et board skal ligge i virksomhedens arbejdstid, og du skal forvente at facilitere to boards på et semester.  

Med udgangspunkt i virksomhedens case finder du sammen med en medfacilitator brainstormøvelser og laver programmet for workshoppen. 6-10 frivillige studerende i Idékomitéen deltager i workshoppen. Under afviklingen af et Student Advisory Board er din og din medfacilitators opgave at styre agendaen, så vi sikrer, at de studerende kommer godt omkring virksomhedens case. Som facilitator er det dig, der skal stille spørgsmålene, have overblikket og styr på tiden mens de andre studerende i Idékomitéen brainstormer og kommer med input og idéer. 

Hvad er Idékomitéen? 

Som facilitator bliver du en del af Idékomitéen. Idékomitéen er en gruppe af 30 frivillige fra forskellige videregående uddannelser, der assisterer virkelige virksomheder i at løse virkelige problemstillinger. Cirka én gang om måneden tager 6-10 af medlemmerne ud i en virksomhed og laver et Student Advisory Board. Det er et trygt og hyggeligt forum, som giver dig mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt. Det er derfor også en oplagt mulighed for at netværke med såvel andre studerende som virksomheden, som (måske) kunne være din kommende arbejdsplads? 

Dine hovedopgaver som facilitator:  

  • Planlægge boardet i samarbejde med en medfacilitator, virksomheden og erhvervskoordinatoren i Studenterhus Aarhus 
  • Oprette casen i vores interne gruppe for Idékomitéen, så medlemmerne af Idékomitéen kan melde sig på boardet 
  • Finde på brainstormøvelser og lave agendaen for dagen  
  • Facilitere workshoppen og lede alle deltagerne igennem boardet på dagen – sammen med en medfacilitator  

Som facilitator får du:  

  • Mulighed for at øve dine kompetencer i at designe og lede processer på en involverende, anerkendende og effektiv måde.  
  • … og en fed, sjov og tryg måde at lære det på. 
  • Et stort netværk af både andre studerende og virksomheder. 
  • En mulighed for at anvende din viden fra studiet – og andre steder – i virkeligheden. 
  • Mulighed for at hygge sig med de andre frivillige – sammenholdet er rigtig godt, Studenterbaren er flittigt besøgt. 
  • Gratis frokost ved virksomhedsbesøg. 

Vi leder efter en person, der: 

  • Er i gang med en videregående uddannelse. 
  • Kan være med til at facilitere to Student Advisory Boards på et semester 
  • Har gå-på-mod og lyst til at prøve kræfter som mødeleder. 
  • Synes det er sjovt at kommunikere med mange forskellige personer. 
  • Er initiativrig og udadvendt og ikke bange for at gribe telefonen og ringe virksomhederne op, når du skal planlægge boardet.  
  • Kan strukturere en agenda og finde på kreative brainstormøvelser. 
  • Er god til at holde overblik og styr på tiden.  
  • Kan skabe en god stemning. 
  • Ikke har noget imod at tage teten, når du har fået den rette sparring. 

Det praktiske 

Opstart er i løbet af februar 2024.  

Hvis du har spørgsmål, så kontakt Idékomitéens frivilligleder, Liv Kappel, der er Erhvervskoordinator i Studenterhus Aarhus, på telefon: 40124556.  

Lyder det som noget for dig, så send en mail med et par linjer om dig selv, og hvilket studie, du går på: idekomiteen@studenterhusaarhus.dk  

Om Studenterhus Aarhus 

I Studenterhus Aarhus er vi mangfoldige, tværfaglige og brobyggende. Vi styrker fællesskabet mellem studerende, og vi under støtter studerendes handlekraft og virketrang, når vi sammen skaber mangeartede aktiviteter på nye, eksperimenterende og inspirerende måder. Vi er unge, innovative og upolerede, og vi møder alle i øjenhøjde – uanset hvem de er, og hvor de kommer fra.  

Kontoret består af et fast sekretariat på ni personer, og så er vi også et stort frivillighus med ca. 130 seje studerende, der alle er med til at lave koncerter, brobygningsevents, stå bag baren, sociale arrangementer, kommunikation og meget andet. 

Læs mere om Studenterhus Aarhus her: https://www.studenterhusaarhus.dk/om-os/ og mere om Idékomitéen her: https://www.studenterhusaarhus.dk/erhverv/idekomiteen/