Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Studenterhus Aarhus: Studiejob som Eventmanager

Studenterhus Aarhus: Studiejob som Eventmanager

Kan du planlægge og afvikle en kæmpe studiefest, en julefrokost, en gallamiddag og en brætspilsaften – på samme aften? Kan du bevare overblikket i kalenderen, på gulvet og i indbakken? Og kan du gøre det sammen med 150 frivillige fra hele verden? Så er du måske vores nye Eventmanager!

Studenterhus Aarhus søger en studentermedhjælper, som skal hjælpe med at booke, arrangere, koordinere og afvikle sociale studiearrangementer i Studenterhuset. Som eventmanager skal du med andre ord hjælpe studerende med at skrue deres fest eller event sammen på den bedste måde og sikre, at de får det bedste arrangement!

Som eventmanager får du hands-on erfaring med eventplanlægning og -afvikling, projektledelse og frivilligkoordinering. Du bliver du en del af et festligt kontor og et stort socialt frivillighus, hvor ikke to dage er ens. Du arbejder tæt sammen med vores driftschef, der har ansvaret for driften af Studenterbaren, Studiecaféen og vores frivillige bartendere og lønnede baransvarlige, og har samtidig dine egne ansvarsområder.

Om dig:

  • Du er i gang med en videregående uddannelse.
  • Du er udadvendt, serviceminded, rummelig og inkluderende.
  • Du er struktureret og kan administrere mange bolde i luften.
  • Du er mødestabil, ansvarsbevidst og kan arbejde selvstændigt.
  • Du trives i et mangfoldigt og internationalt miljø med fart på.
  • Du kan sælge ideen om, at studerende kan holde en god fest eller et godt arrangement i Studenterhuset og er hjælpsom til at finde de bedste løsninger til de studerende.

Om dine opgaver:

  • Som eventmanager får du berøring med arrangementerne hele vejen rundt. Det bliver dit ansvar, at besvare henvendelser fra studerende, at skrive arrangementer i kalenderen, at se muligheder og finde de bedste løsninger med arrangørerne, at der er styr på alle aftaler, at briefe bartendere og andre på arbejde… kort sagt: at alt spiller.
  • Du har kontakt med studerende, erhvervsmedlemmer og uddannelser om eksterne arrangementer på mail og telefon.
  • Du får erfaring med frivilligledelse ved koordinering med vores 150 frivillige.
  • Du deltager i et ugentligt koordineringsmøde med øvrige koordinatorer i huset.
  • Hvis det er nødvendigt, er du til stede ved afviklingen af arrangementerne, hvor du indtager en værtsrolle.

Vi tilbyder dig:

  • Gennemsnitligt 12 timers arbejde i ugen. Stillingen er timelønnet.
  • Et ungt og dynamisk miljø med spændende arrangementer og engagerede kollegaer, hvor to dage sjældent er ens!
  • Løbende interne kurser, temaaftener og fester for ansatte og frivillige.

Arbejdstiden vil variere. Arbejdet omfatter dag-, aften-, natte- og weekendarbejde. Vi tager naturligvis hensyn til eventuelle eksaminer, ferier mv.

Opstart: Senest medio august 2024
Ansøgningsfrist: Vi kalder til samtaler løbende
Ansøgning sendes til Niels Overgaard på niels@studenterhusaarhus.dk. Har du spørgsmål, så ring til Niels på 23 31 27 72.

Studenterhus Aarhus er et studenterhus for studerende på alle videregående uddannelser i Aarhus. Vi er omtrent 150 frivillige og 10 fuldtidsansatte, der hver dag sørger for at studerende har adgang til kulturelle og sociale arrangementer, studiejobs, praktikpladser og mulighed for at møde hinanden på tværs af uddannelse, nationalitet og akademisk baggrund.